Marstals vartegn

Rasmus Lauritz Theodor Nielsen "Øgget" * 27. 2. 1877 i Marstal, + 27. 2. 1958 i Marstal
Om Marie Christensen Om Rasmus Lauritz Theodor Nielsen (i dansk søfart 1933) Om Elise Dyreborg Udtag af skonnert Elise Dyreborgs dagbog - forlis 1901
	Rasmus Nielsen blev født i Markgade (nr. 12 og 14- matr.290- 291). Boede efter giftermålet med Marie i Danmarksgade, hvor to sammenhængende huse blev købt sammen med broderen Hans Chr. Flyttede efter Marie's død senere til Bredgade (nedstøverste hus på højre side fra oven(=nord)), hvor han boede sammen med sin mor Maren Lauritsen. Boede sine sidste tid i Hvidtfeldsgade. Rasmus sejlede som styrmand med bl.a. "Elise Dyreborg", som ejedes af hans far Hans Chr. Nielsen (se Ærø-sejlskibe s. 104-107).
Huset i Bredgade
	Rasmus Lauritz Theodor Nielsen (ovenfor) Marie Christensen (til venstre)
Marie Christensen * 4. 9. 1878 i Marstal, + 13. 8. 1907 i Marstal (hun druknede sig ved Egehoved) Børn: Hans Christian * 23.11. 1902, + 27. 3. 1907 Mary Christiane * 22. 5. 1907 - Mormor
Rasmus Nielsen har efterladt sig et par dokumenter, som her gengives: Dansk Søfart 1933: Rasmus Nielsen f. 27. februar 1877 i Marstal. Søn af skibsfører Hans Chr. Nielsen, Marstal. Gift 1902 med Marie f. Christensen. Til søs 1892 med sk. "Emanuel", senere 3.m. sk. "Elna" og sk. "Fylla". På navigationsskole i Marstal 1897 og samme år styrmandseksamen 1.- og 2.del. Ansat som styrmand 1899 i sk. "Elise Dyreborg" af Marstal derefter med 3 m .sk. "Skjold", 3 m .sk. "Vera", sk. "Henriette" og 3 m .sk. "Svalen". Skibsfører 1906 i sk. "Elise Dyreborg" derefter styrmand i dampskibsrederierne Svendsen og Christensen og Dansk-Russisk D/S Senere fører af skonnert "Christian". Gik i land 1927 på grund sygdom. Til orlogs1898 med korvetten "Dagmar". Forlist 1901 med sk. "Elise Dyreborg" ved Skotlands kyst. Oversejlet 1916 med S/S "Elisabeth Mærsk" i kanalen Adr. Hvidtfeldsgade Marstal.
Dokument s-97 Marstal lokalarkiv: Skonnert "Elise Dyreborg" Topsejlskonnert- blev bygget i Fåborg af skibsbygmester Dyreborg i året 1875 og blev købt til Marstal 1898 af reder H.C. Nielsen. Skibsfører Rasmus Nielsen beretter om skibet fra 1898 til en del ind i 1900. Det er en jævn god sejler. Med "Elise Dyreborg" afsejledes sædvanligvis fra Marstal omkring 1. april, efter at have ligget oplagt 3 a 4 måneder for vinteren. Farten bestod i Nord og Østersøsejladser. Først sejledes i ballast til Norge, for at lade props til Englands østkyst til en fragt a 14 til 16 shillings pr. stander, fulde last var ca. 45 stander, altså en fragt på 650 kr. Efter udlosning af trælasten lastedes der kul i samme østkysthavn, til en dansk havn, til en fragt a 68 shillings pr. ton- fuld last var 145 tons og fragten ca. 905 kr. Efter at have udført sådanne tre Nordsørejser, der almindelig varede et halvt år- 2 måneder om hver rejse, gik skibet i fart på Østersøen, en eller to rejser til Kønigsberg eller Libau, for at laste korn til dansk eller slesvigsk havn til en fragt a 6 til 8 mark pr. ton. For hele lasten 8 til 900 kr. i fragt. Det hændte også, at man første rejse om foråret fik en last korn fra en slesvigsk havn at føre til en russisk østersøhavn, og der igen en ladning oliekager til engelsk østkysthavn og videre fra England med kul til dansk havn. For disse sidstnævnte rejser betaltes bedre fragter, end for ovenfor omtalte props og kulrejser. "Elise Dyreborg" blev solgt til Sverige 1908. Marstal den 2/7 1942 Skibsfører Rasmus Nielsen.
	"Dronning Thyra"

	Træskibsværftet i Marstal nedenfor Søassurancen: Dette værft tilhørte omkring 1910-20 Hans Chr. Nielsen, som var en broder til Rasmus. Hans Chr. Nielsen blev senere sømandsmissionær i bl.a. Nr. Sundby.

Nedenstående er afskrift fra Lone Olsen, Stavn. - årg. 13 (2000). - S. 3-5
(Jeg er i besiddelse af Rasmus Nielsens håndskrevne beretning fra 1901)

I arbejdet med at registrere skibe for Faaborg Toldsted, fandt jeg undervejs mange gode historier, og de mest interessante er når et overlevende besætningsmedlem kan fortælle om et havari. Det er en sådan fortælling jeg her vil viderebringe med hovedpersonens egne ord, men først lige lidt om skibet og bygmesteren, som jeg synes fortjener at blive omtalt.
Rasmus Dyreborg startede som 29-årig sit skibsbyggeri på Faaborg Havn i 1834: Her beskæftigede han 15-20 mand. Indtil sin død byggede han omkring 100 skibe og ser man på den samlede tonnage, er han den bygmester som har leveret den største flåde her i Faaborg. Desværre er han for det meste blevet overskygget al Rasmus Møller, nok mest fordi der mangler materiale.
Rasmus Dyreborgs værft blev temmelig medtaget under stormfloden i 1872, og det ramte ham så hårdt at han kort tid efter døde. Hans enke, Elisabeth, kaldet Elise, fik dog værftet repareret og fortsatte med hjælp fra sønnen Peter at bygge skibe. En anden søn, Martin, havde siden 1871 bygget skibe på faderens værft for egne midler, men det hele stoppede da Elise Dyreborg døde i 1878. En ingeniør Wang fra Frederikshavn forsøgte at føre værftet videre, men allerede efter et par år måtte også han stoppe. Herefter overtog Rasmus Møller værftet og lagde det sammen med sit eget, som han i 1868 havde anlagt ved siden af Rasmus Dyreborgs.
En af de skonnerter som Rasmus Dyreborgs enke, Elise, byggede var "Elise Dyreborg" bygget i 1875, selvfølgelig opkaldt efter hende selv. Det var en tomastet, klipperbygget topsejlskonnert af egetræ. Den havde en tonnage på 102 og stak i næsten 3 meter. De første ejere var et selskab på 12 personer, bl.a. Elise Dyreborg selv og kaptajnen F. G. Mogensen. Kaptajnens bror K. H. Mogensen stod skrevet som reder på selskabets vegne. Senere var der skiftende ejerforhold indtil skibet den 16. juli 1898 blev solgt til H. C. Nielsen i Marstal. Kaptajn var H. Fabricius og styrmand var Rasmus Nielsen, og det er hans beretning jeg her viderebringer.
Den 1. November 1901 forlod vi Langesund med en Ladning Props bestemt for South Alloa i Skotland. Vinden holdt sig paa Vestkanten, til vi efter 11 Dage i Søen nærmede os den engelske Kyst. Den 12. November om Morgenen begyndte en haard og hurtigt tiltagende Storm fra ØNØ, saa alle Sejl maatte gøres fast, og Skibet maatte underdrejes for et svikket Storsejl. Hele Dagen drev Skibet for dette Sejl og tog en Masse Vand over, hvorfor jeg flere Gange spurgte Føreren, der holdt sig i Kahytten, om vi maatte kaste Dækslasten over Bord for bedre at kunde komme frem paa Dækket. Jeg fik det Svar af Føreren, at vi druknede som Katteunger, da vi sikkert var inde under Land. Det blev til Orkanvejr inden Aften, og ved ca. 11 -Tiden om Aftenen tog Skibet en svær Sø over, saa Propsene blev kastet om paa Enden, og vi maatte gaa i Gang med at kaste over Bord af Dækslasten, hvilket kun varede ca. 15 Minutter.

Vi fik nemlig Øje paa et Blinkfyr i VNV Retning. Vandet føg paa den Tid saa voldsomt og blandet med Sne og Regn, at det var umuligt at faa nøjagtig Kending af Fyret, der ellers stod temmelig højt oppe paa Landet. Vi vidste at det var St. Abbs Head eller Longstone og blev enige om at halse, saaledes at Skibet fik Forskibet sydover. Der havde vi længst vej_at drive paa.—Ved Halisningen var Føreren alene agter og jeg, Styrmanden, var forude for at hejse Forsejl og hale det ned igen, naar Skibet var drejet rundt. Da jeg igen kom agter ud, var Kaptajnen gaaet over Bord, uden at vi havde set, hvorledes det var gaaet til. Jeg kaldte Folkene agter ud til mig og forklarede, at Kaptajnen maatte være »aaet over Bord, da han intet Sted var at finde. Nu fik jeg Kending af Fyret og vidste, at det maatte være St. Abbs Head. Jeg siger saa til Folkene, at jeg gaar ned og kigger i Kortet, om der findes et Sted, hvor vi kan sætte Skibet paa Land. for at redde Livet. Vi var kun c. 4 Kvartmil fra Land og kunde ikke komme uden om Longstones Klipper. Men jeg var ogsaa klar over, at-vi drev ned-mellem Long=~ stone og Landet, hvis ikke der var et Sted ved Berwick-on-Tweed. 4 danske Mil Syd for St. Abbs Head Fyr. hvor vi kunde lande. Jeg fandt i Kortet en Plads at styre i Land paa tæt Syd for Berwicks Havn. Alle andre Steder var umulige, fyldte med Klipper og Skær. Men knap to Minutter kunde jeg have opholdt mig i Kahytten, da Skibet krængede over for en svær Sø, saa Kahytsbordet blev slaaeto p mod Kahytslampen, og jeg fik baade Bord og Lampe i Hovedet og stod nu nærmest paa Sidevæggen i fuldstændigt Mørke. Da Skibet igen rettede sig op, løb jeg op paa Dækket og fandt Kokken Erik Rasmussen (Erik Stryn), kun 15 Aar, staaende ved Rattet og holde sig fast. "Men hvor er vores to andre Folk henne?" spurgte jeg. Ja, de var gaaet over Bord ogsaa med den sidste store Sø, der kom over. Nu havde jeg kun Drengen tilbage. Det var alt mit Mandskab, og han græd. Jeg gav ham den ene Styreline, tog selv den anden og bandt os begge fast dermed. Saaledes stod vi nu fra Kl. 11.45 Aften til Kl. 3 den 13. November om Morgenen, en paa hver Side af Rattet. Kl. 3 var vi ud for Berwick, og jeg fik fat paa Rattet, drejede det haardt over, og da lidt af Skonnertsejlet var gaaet løst, fik jeg Skibet til at falde for Vinden og styrede mod Land med sikker Kending af Berwick Havnefyr. Men paa Havnen kunde jeg ikke styre, det vidste jeg. Det skulde være tæt Syd derfor. Men vi skulde over 3 smaa Undervandsskær med kun 12 Fod Vand paa for at komme ind paa det bedste Landingssted. Et mere oprørt Hav inde under Land i Strøm og Orkanvejr fandtes vist ikke nogeijsted. Da Skibet mærkede det grunde Varid~paa__ Rocksene, fyldte Søen ind fra begge Sider. Jeg skyndte mig at surre Rattet fastslog Drengen ved Haanden, løb hen ad Dækket til Storriggen og krøb op der omtrent til Salingen paa Stormasten. Der stod vi saa, jeg med Armen om Drengen. for at hjælpe at holde ham fast, tunge og gennemblødte som vi var. Kl. 3.30 stod Skibet inde paa Landstranden vaklende fra den ene Side til den anden og det fraadende Hav sprøjtende ind over Hovedet af os. Indtil Kl. 6 Morgen maatte vi blive i Riggen. Da var Vandet faldet ud, saaledes at Søen ikke brød ret meget over Kahytten. Vi gik ned paa Dækket og, saa snart det kunde risikeres, ned i Kahytten og fik fat i noget Værk og Petroleum til at blusse med, for at Redningsmandskabet kunde se os og yde Hjælp, førend Vandet begyndte at stige Igen?
Jeg kunde, naar jeg blussede, se at Søen løb langt inden for Skibet, men naar den trak sig tilbage, var den lige saa langt udenfor, og ved det fjerde Blus, som Drengen holdt, firede jeg mig ned fra Skibssiden agter ad Storskødet for at se, om vi kunde naa Land, inden Søen igen kom rullende. Jeg raabte straks til Drengen, at han skulde komme ned, og vi naaede begge frelste i Land som de to eneste overlevende af ELISE DYREBORG's Mandskab. Efter at vi var kommet vel i Land fra Skibet og hos en Fisker havde faaet tørt Tøj paa, blev vi vist over til Byen til den danske Konsul, hvis Hus laa nær ved Havet. Vi fik lidt Frokost hos Konsulen, og Kl. var vel 9 om Formiddagen, da vi igen gik derfra. Kommet ud paa Vejen, fik vi Øje paa en Bramsejlsskonnert et godt Stykke Vej til Søs, men styrende mod Land. Mange Folk fra Byen var her stimlet sammen, mange af Kvinderne græd, Havet var endnu saa oprørt, ja, vi kunde kun lige se Toppen af Masterne, naar Skonnerten var nede i Søen. Det var Skonnert ESTRUP af Thurø, Kaptajn Madsen. De var gaaet ud fra Newcastle 2 Dage forud, men vilde søge Læ inde paa Firth of Forth. Imidlertid knækkede Storbommen, og de maatte se at redde Pelsen ved at sætte Skibet paa Land ligesom os. Den første Sø, Skibet tog over paa Vejen ind. slog en Del Skanseklædning i Stykker og tog Kokken med sig, den næste slog Rorhuset i Stykker, og Rorsmanden blev slaaet over mod Kahytstaget og fik brækket sit ene Laar. Den øvrige Besætning krøb saa op i Rigningen og lod Skibet drive Resten af Vejen ind paa Stranden. Det var nu Lavvande, saa Skibet blev staaende langt ude mellem Klipperne..
Redningsbaaden forsøgte at gaa ud, men det var umuligt. En Raket blev skudt ud paa Skonnerten, og Redningsstolen blev halet om Bord. I en blev Mandskabet, 5 Mand, halet i Land, ogsaa den Mand med det brækkede Ben. 2 Timer senere var Skibet brækket i Stykker af Søen og drev i Land i Smaastumper
Her slutter styrmand Rasmus Nielsen's beretning. "Elise Dyreborg" blev i slutningen af november bragt flot igen. Ved lavvande gravede man den fri og da højvandet kom, halede man den ud med varp. Skonnerten havde dog fået nogle alvorlige skader. Kølen var brækket, roret var væk og en del støtter var totalt knust.
Efter dokning og reparation i Leith kom "Elise Dyreborg" dog i fart igen.
I marts 1908 blev den solgt til Lysekild, og i 1921 var den hjemmehørende i Sålsaker, Sverige.