Niels Christian Hansen

     * 14.01. 1905 i Marstal

    Viet 28. 7. 1925 i Marstal til

   Mary Kristiane Nielsen

      * 22. 5. 1907 i Marstal, død 26.1.1998

 Børn:

Svend Marius    * 04.10. 1925

 Tove Marie       * 11. 04. 1928

 Edith                  *  04.06. 1932

 Niels Christian      * 02.11. 1942

Morfar er opvokset i Marstal søndre del (P.M. Gang nr. 6). da morfar var dreng var byen faktisk opdelt i en søndre- og en nørre del (der blev delt ved Prinsensgade). Som bemærkning til dette kan nævnes, at mormor kom fra den nørre del (Danmarksgade og Bredgade) og som barn aldrig kom i den søndre del af byen. Der opstod tit splid mellem befolkningen i de 2 bydele- og dette gældte især for ungdommens vedkommende, hvor slagsmål og kampe mellem de 2 grupper var almindelige. Disse grænser eller skel gældte ikke kun for byens vedkommende, men også for landsognet, hvor der var andre grænser. Min onkel Johan (faster Stines mand), der var opvokset i Græsvænge erindrede bl.a., at når han skulle til Marstal måtte han snige sig langs markerne, for hvis han gik over Møllevejen, ville han der blive omringet og banket af marstaldrengene.

 På samme måde husker min mor fra hendes barndom omkring 1938, at hun var gået til Ommel sammen med en veninde. Inde bag de fleste havelåger stod "ommelsungerne" og råbte efter de to "marstalstøse", og på et tidspunkt skete det, at en pige løb hen til min mor og rev en knap ud af hendes frakke.

           Morfars barndomshjem.(Yderst til venstre-1988) 

  Sådan kunne de lokale stridigheder være så mangfoldige- og disse forhold eksisterede vel helt frem til mine ungdomsår omkring år 1970, hvor bl.a. skolerne i Græsvænge, Nørremark og Ommel blev nedlagt- og al skolegang blev samlet på den nye centralskole i Marstal. For at vende tilbage til de stridig­heder, der førtes mellem ungdommen i den søndre- og den nørre del af Marstal i mormor og morfars barndom, findes der et vers, der fortæller noget om, hvordan menneskene i de to bydele blev skildret:

                de søndre-
                de synder............ 
                de nørre-
                de er tørre..........

At området er delt i byen og landsognet, har også haft betydning for, hvor folk bosatte sig (Med til byen hørte den østlige del af Vestergade og den søndre del af Danmarksgade).

Mange skippere f.eks. bosatte sig omkring århundredeskiftet i landsognet fordi skatten der ikke var så dyr, som inde i byen.

Skellet mellem landsogn og by fik ligeledes betydning for min morfars ansættelse ved Marstal gasværk. Da min morfar omkring 1926 (forøvrigt efter sin far) fik arbejde ved gasværket, og således ansat af Marstal kommune, blev det han pålagt, at han skulle bo indenfor kommunegrænsen, hvorfor morfar og mormor snart købte hus i Ny Møllergade.

  Skolemæssigt havde skellet også betydning. For både min mormors og mit eget vedkommende boede vi begge i henholdsvis 1914 og 1963, da vores skolekarriere skulle begynde, på den "forkerte" side af vejen (nørre del af Danmarksgade og vestlige del Vestergade), så vi måtte gå i Nørremark skole.

Klassebillede:  

 Morfar er

 yderst til

 højre i

 2. række.  

   Før morfar kom til at arbejde på gasværket, kom han, som de fleste andre marstaldrenge ud at sejle efter konfirmationen i foråret 1920. Han sejlede i 6 år og var i denne periode kun med to skibe: "Daggry" og skonnerten "Avance", begge fra Marstal. Det var på dette tidspunkt, lige efter 1. verdenskrig, at sejlskibsæraen var ved at slutte, og dette illustreres bl.a. ved at Avance i 1921 fik påmonteret hjælpemotor. På disse sejlskibe var der normalt en 3-4 mands besætning, og morfar startede som dreng på skibet, hvor han bl.a. skulle tage sig af madlavningen, hvilket mormor i dag undrer sig en del over, at han kunne klare. Morfar erindrer også en rejse, hvor skibet efter endt vinterhi, netop havde forladt Marstal for at begive sig til Nykøbing F. i ballast. Da de rundede Langeland havde skibet så stærk hældning, at vandet var ved at løbe ind over rælingen, hvorpå morfar sagde til skipperen, at han var bange for, at det skulle gå galt. Skipperen svarede ham blot selv­sikkert, at skibet selvfølgelig ikke ville hælde mere. Dette fortæller noget om, hvor stor søkyndighed disse skippere havde på disse sejlskibe.

   Morfar, hans mor

   og søster Maren.

                                                                                              Mormor.

                                     Mormor

   I 1926 skulle morfar aftjene sin værnepligt. Da han på dette tidspunkt var blevet gift med mor­mor, og de havde fået Svend, håbede han på, at værnepligten kunne blive af kortere varighed. Pro­blemet var, at man som værnepligtig ikke fik nogen hjælp til kone og barn, og selv om mormor havde sparet lidt penge op, var det alligevel hårdt. På det tidspunkt boede de i Kongensgade og mormors far (Rasmus Niel­sen) boede desuden hos dem. Morfar antydede flere gange at hans svigerfar havde masser af penge, men ikke ville hjælpe dem. Selv om man overfor morfar havde antydet, at han kunne slippe med kortere tjenestetid, da han var gift og havde barn, måtte han i den sidste ende blive der lige så længe som alle andre (ca. 6 mdr.)

   Morfar kom i søværnet og kom med krydseren "Heimdal" i 4. vagtskifte, hvor han var i hele soldatertiden. Med Heimdal sejlede morfar flere steder hen. Engang var de i Portugal og Spanien, hvor de skulle vise det danske flag. Ofte holdt officererne fest ombord og næste morgen var det så det hold, der havde vagtskifte, der skulle gøre rent efter dem. Herved kunne "rengøringsholdet" nå at redde sig en del sjatter og diverse rygestof og inden rengøringen var færdig havde hele holdet reddet sig en lille bran­dert. Morfar fortæller også om nogle episoder fra Ålborg, hvor han kommer i kontakt med kongefamilien. Engang da han havde vagt kom to mænd slæbende med en tredie mand, som var så "besoffen", at han ikke selv kunne gå på sine egne ben. Mændene råbte morfar an, at han skulle komme og sørge for, at den "besofne" kom sikkert ombord. Det gjorde morfar så - og opdagede derved hvem manden var! Det var den senere arveprins Knud. På et andet tidspunkt lå morfar inde under en kanon og skulle ordne noget ved denne. Han lå sådan, at benene var strækt ud på dækket. Mens han ligger der, er der en, der snubler over hans ben, men morfar tror, at det er en, der sparker ham. Derfor råber morfar: "Hold op, din idiot". Morfar kravler ud og ser til sin forbavselse, at det er den senere Kong Frederik den 9., som dog blot smiler og går videre.

  Mormor og hendes farmor                                                                                                                                   (Maren Laurit­zen)

     Mormor  boede hele sin

     barndom hos hende.

   Engang kom Heimdal til Lunkebugten på Tåsinge, hvor de skulle holde weekend. morfar og en kammeret , der kom fra Strynø, spurgte vagtmesteren om lov til at tage hjem, men dette blev nægtet. De måtte imidlertid godt tage en båd ind til Svendborg lørdag formiddag og være tilbage på skibet igen lørdag aften kl 20. Det samme ville gælde om søndagen. De skulle altså sove på skibet natten til søndag. Morfar og kammeraten syntes, at dette var urimeligt og fortalte vagtmesteren, at de ville tage afsted alligevel. Vagtmesteren fortalte, at han så ville melde dem til kaptajnen.

  De tog afsted- og holdt deres weekend i henholdsvis Marstal og på Strynø og mandag morgen blev de kaldt ned til kaptajnen. Han sagde, samtidig med at han grinede noget smøret, at de måtte straffes, når de havde overtrådt reglerne. De måtte ikke forlade skibet de næste 5 dage. Det ville være besværligt ikke at gennemføre straffen, for de næste 5 dage skulle de tilbringe i søen på rejse til Sønderborg. - Kaptajnen var ikke uden lune.

Disciplinen på Heimdal skulle i det hele taget have været temmelig slap, men på den anden side havde alle det jo godt og fornøjeligt.

  En anden gang var Heimdal med i en konvoj-øvelse sammen med to andre skibe af samme slags. Øvelsen gik ud på, at nogle u-både skulle angribe skibene og nogle flyvere derfor skulle flyve hen over skibene for at informere dem om dette. Pludselig kommer en flyver meget tæt på Heimdal, og det viser sig, at der ligger en u-båd lige ved siden ag Heimdal. For ikke at ramme u-båden må Heimdal sætte fuld bak, og der sker heldigvis intet, men øvelsen bliver afbrudt. Herefter samler kaptajnen mand­skabet på dækket, og roser dem for deres manøvre ved denne bakkemanøvre, men fortæler samtidig, at han ved, at når det endelig gælder, kan de jo godt bestille noget (underforstået, at det gør de ikke til daglig).

   Senere kommer de til København, hvor hele besætningen skal marchere til Dragør. De kunne selvfølgelig ikke gå i takt- og dette understreges af, at de på et tidspunkt møder en trop fra et fodregiment, der til sidst nægter at følges med dem, da deres taktgang og disciplin er slap. Da de skal returnere fra Dragør er der efterhånden så stort opbrud i flokken, at det er umuligt at samle alle, og turen resulterer i, at nogle først når hjem til Heimdal den følgende morgen.- Hvad de lavede melder historien intet om.

Morfar fortæller, at det var fornøjeligt at være med Heimdal, men problemet var som før nævnt, at han ingen hjælp fik til familien derhjemme.

Som tidligere nævnt kunne svigerfaderen Rasmus Nielsen nok havde hjulpet morfar. De to havde nok et meget spændt forhold til hinanden. Dette forhold kan måske illustreres ved følgende: Rasmus Nielsen foreslog morfar, at de skulle købe et skib sammen som Rasmus skulle føre og hvor morfar skulle være på dækket. Dette fik morfar dog forhalet, for de ville ikke være nået til Strynø før de ville begynde at skændes, siger morfar.